Bane nyt april

Oprettet d. 4. april 2024

Vejret har været rigtig godt i marts måned. Sæsonen begyndte tidligt og I spillede golf i påsken med fine forhold på banen.

Der skulle desværre ikke så meget regn til før banen igen er så våd at vi måtte lukke for spil. De kommende dages vejr er nok lidt bedre, med varme, men også regn indimellem. Det er altid svært at åbne banen tidligt og med skiftende vejr, hvor vi skal gætte på om banen er klar til spil, brug af vogne og uden måtter.

Fra i dag fredag, vil banen være åben igen for spil, men kun ved brug af bærebag. Brug et halvt sæt og se disse første uger som en anden form for udfordring på golfbanen.

Mandag den 8. april ser vi på banen og mulighederne for færre restriktioner.

Greenkeeperne bruger de våde og kolde dage på at rette teestedet på hul 7 op. Det betyder at I skal spille hul 7 fra teeklodser placeret foran tee 50/45 i arbejdstiden til kl. 13.30. Vi er desuden i gang med et nyt teested 50/45 på hul 5. Begge teesteder bliver spilleklar til sommer.

Den nye puttinggreen bliver klar i uge 18.