Mød klubbens nye formand: Rolf Gudomlund
Oprettet d. 14. juli 2025

Vi har fået ny formand i bestyrelsen, og det er et engageret medlem af klubben, der har sagt ja til opgaven. Rolf har gennem årene været en aktiv del af livet i Hedeland Golfklub, både som spiller på Danmarksturneringsholdene og, siden 2024, som medlem af bestyrelsen. Nu står han klar til at tage stafetten videre som formand.
Hvordan startede din tilknytning til Hedeland Golfklub?
Jeg blev medlem i 2010. På det tidspunkt spillede de fleste af mine venner også her, så det var et naturligt valg. Det tog ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme i klubben, og jeg har aldrig været medlem andre steder.
Hvad betyder golf og klubben for dig?
Golf betyder meget for mig, både fordi jeg elsker at være ude i naturen, og fordi jeg er ret konkurrence minded. Golf er en fantastisk sport, fordi det kun er mig selv, jeg kan bebrejde, når spillet ikke går, som jeg håber. Det gør spillet både frustrerende og motiverende, og enormt givende, når det lykkes. I vores klub har jeg fået en del nye venner gennem årene, hvilket er noget, jeg virkelig værdsætter ved sporten og klubben. Jeg føler mig virkelig hjemme i Hedeland. Det er her, jeg tager hen, når jeg har brug for ro. Og så er jeg kæmpe fan af vores bane, som jeg synes er noget helt særligt.
Hvornår trådte du ind i bestyrelsen?
Jeg blev valgt ind i bestyrelsen i 2024, så jeg er stadig forholdsvis ny i rollen. Men jeg har allerede fået et godt indblik i det store engagement, der findes blandt både bestyrelseskollegaer, ansatte og frivillige.
Hvad ser du som det vigtigste fokusområde for bestyrelsen lige nu?
Det vigtigste for os lige nu er at lande en langsigtet og bæredygtig vision for klubben. En retning, som både bestyrelse, medarbejdere, frivillige og medlemmer kan se sig selv i, og som får os alle til at arbejde mod samme mål. Det kræver, at vi har en åben dialog, tydelig kommunikation og en fælles indsats fra alle involverede.
Har du et særligt håb eller en vision for klubbens fremtid?
Jeg er især begejstret for den store tilgang af juniorer, vi oplever i øjeblikket. Det er noget, der ligger mig meget på sinde, og derfor har jeg også for nyligt valgt at dedikere en del af min tid til at arbejde med netop dette område. Det er jo her, vi finder fremtidens golfspillere og måske også klubbens kommende frivillige og ledere.
Hvordan vil du gerne være som formand?
Jeg ønsker at være en synlig og tilgængelig formand, som medlemmerne oplever, at de altid kan tage fat i, hvis de har noget på hjerte. Jeg er ofte i klubben, blandt andet når jeg kører baneservice og kontrol sammen med min datter, så der er rig mulighed for at hilse på.

Fortæl lidt om dig selv uden for golfbanen
Jeg er 47 år og far til Josefine på 12 år, som jeg bor alene med i Fløng. Jeg er kæreste med Maria, som har en dreng på 7 år, og ærligt talt er livet bedst, når vi er sammen alle fire. Når jeg ikke er på golfbanen, sætter jeg stor pris på musik, er lidt af en filmnørd og spiller brætspil med venner, som ikke spiller golf.
Og arbejdsmæssigt?
Jeg har i mange år arbejdet i den finansielle sektor, hvor jeg har haft forskellige lederroller med europæisk ansvar for både forretningsudvikling, strategi og organisation. Jeg har altid været drevet af at udvikle mennesker og skabe samarbejde på tværs, noget jeg også håber at bringe med ind i mit arbejde som formand.
Hvad har du i handicap, og har du lavet en hole-in-one?
Jeg har lige nu handicap 4,7 og har faktisk lavet to hole- in-ones her i Hedeland. Den ene var på hul 17 og den anden på hul 10. Jeg har stadig både scorekort og bolde liggende, og det er oplevelser, jeg altid vil huske.
Har du en afsluttende hilsen til medlemmerne?
Jeg glæder mig til at være en større del af fællesskabet i klubben og ser frem til mange gode oplevelser sammen. Tag endelig fat i mig, hvis I har noget på hjerte, en god idé eller bare lyst til en snak i klubhuset eller ude på banen. Vi ses derude, forhåbentlig med flere birdies end bogeys.