Et år uden får

Oprettet d. 2. juni 2017

Bedst som vi har været i medierne som en af de få foregangsklubber i Danmark, der bruger fårehold til banepleje står det nu definitivt klart, at der ikke kommer får i Hedeland Golfklub i år.

Vi har en glimrende samarbejdspartner i TAMU, men de er løbet ind i problemer, der gør, at de i år ikke kan overholde deres aftale med os. Det kan de næste år, så dette år er kun en pause.  Vi har undersøgt en lang række muligheder for at finde andre samarbejdspartnere og får, men anstrengelserne har ikke båret frugt. Det koster Hedeland penge at holde får, og der er god fornuft i udgiften, men det kan også blive for dyrt.  Vi har også afsøgt mulighederne for, om vi selv skulle blive fåreavlere, og den mulighed ligger stadig åben for os. En af de væsentligste udfordringer i selv at passe får er tilsynspligten. Vi skal være sikre på at der er nogen der tilser dyrene dagligt hele året.

Har du en dyrepasser i maven, så er du meget velkommen til at melde tilbage. Hvis vi kan stable et ordentligt team på benene, kan der begynde et nyt kapitel i Hedeland Golfklub. Og så behøver der aldrig mere blive år uden får.