Et grønt mirakel

v/ Uno Ternstrøm i anledning af klubbens 25-års jubilæum den 27. maj 2005.

Jeg havde den ære og glæde den 1. maj 1989 at få lov til at påtage mig formandsposten i golfklubben Hedeland. I anledning af klubbens 25-års jubilæum er jeg ligesom de to andre formænd i denne periode blevet bedt om at bidrage med et indlæg for den periode, jeg var formand i.

Da jeg, som foran af Per Værndal anført, var med til at stifte klubben og virkede som sekretær i Per Værndals formandsperiode, kan jeg dog ikke frigøre mig for, her i indledningen, ganske kort at omtale mine oplevelser i forbindelse med golfklubbens start.

Der er ingen tvivl om, at der på et eller andet tidspunkt var blevet etableret en golfbane på området, fordi politikerne med etableringen af Hedelands-området var indstillet på dette. Tilfældighederne ville blot, at initiativtagerne kom fra Baldersbrønde i Hedehusene, idet jeg sammen med en lille gruppe nystartede golfspillere, Tommy Agerskov Thomsen, Carl Horn, Henning de Lony og Henrik Jørgensen i foråret 1979 rettede henvendelse til Høje-Taastrup Kommune, idet vi havde bemærket, at kommunen igennem en tvangsauktion havde erhvervet et større areal omkring Hakkemosen i Taastrup. Vi foreslog, at der her blev etableret en 9-hullers golfbane. Der var ikke plads til mere, men arealet lå omkring en sø med vandløb og i øvrigt nær motorvejen, således at disse moseområder næppe kunne anvendes til andre formål. Vi pegede endvidere på Klingenbergs højt beliggende marker ved Reerslev, hvor der ganske afgjort også kunne have været etableret en smuk golfbane.

På baggrund af dette initiativ indkaldte Høje-Taastrup Kommunes politikere og teknikere mig til et møde, hvor man især talte om et storslået golfbaneanlæg tæt på motorvejen. Der blev talt om opførelse af hotel og frakørsel fra motorvejen, og planerne var storslåede, indtil en tekniker forsigtigt spurgte, hvorledes dette skulle finansieres. Herefter var det en stor lettelse, at kommunen igennem I/S Hedeland kunne tilbyde, at arealerne, hvor golfbanen nu er beliggende, kunne anvendes til dette formål. Herefter blev der iværksat møder med deltagelse af repræsentanter fra nabogolfklubberne og herefter kom arbejdet med etablering af en klub i stand.

En golfbane bliver til

Jeg har kaldt mit indlæg "et grønt mirakel", og det er efter min beskedne opfattelse intet mindre end et mirakel, at vi i dag kan spille på en velanlagt golfbane med et sundt og godt græstæppe og efterhånden en ganske udmærket beplantning i form af træer og buske. Mit første møde med arealet bibragte mig nogen mismodighed, idet jeg første gang trådte ud i det område, der i dag er hul 1 og 9. Jorden var leret, nærmest klistret med mange sten og flere steder var overfladen nærmest dækket af grus og småsten, som formentlig stammede fra den tid, hvor der havde været indvundet grusforekomster på området.

Ikke engang ukrudtet synes at kunne trives her, og der var langt imellem enkelte tidsler og hønsetarm. Hvordan skulle der nogensinde kunne gro græs og andre vækster på dette område - det var mit store spørgsmål. Der foregik på daværende tidspunkt fortsat udvinding af grus og igennem slugten foran hul 9's teested var der udlagt en kilometer lang transportbane. Transportbanens gummibånd ser vi stadig resten af på broen over slugten, hvor John "Greenkeeper" var så fornuftig at udføre denne pålægning. I modsat fald havde broens overflade ganske afgjort for længst været slidt ned af pigskoene.

Der var forlydender om, at nogle studerende på Roskilde Universitet havde fået til opgave at analysere jordbundsforhold og grundvand. Det er mit indtryk at de informationer, der fremkom heraf, blev anvendt af I/S Hedelands politikere og teknikere efterfølgende.

Ved en kæmpe indsats fra den pionerskare, der ikke alene satsede økonomisk i tillid til bestyrelsens løfter, blev der gennemført stensamlinger i kolde forårs- og efterårsdage og igennem denne indsats fremstod lidt efter lidt, år efter år, den grønneste og dejligste golfbane, man kunne tænke sig.

Nogen vil formentlig huske den ejendommelige, skæve green, vi anlagde på hul 4. Den blev etableret med en hesteskoformet sandbunker omkring sig og som det helt usædvanlige voksede en stor pilebusk midt i sandbunkeren. Flaget kunne kun placeres et sted på greenen, hvis det skulle være muligt at få bolden til at ligge stille i nærheden af hullet. Men også 9. green har sin egen historie. Baggrunden for Per Værndals bemærkninger om denne green er nemlig greenens særprægede tilblivelsesmåde. Der var lagt muld ud en lørdag formiddag på nogle greens, blandt andet hul 9.

Vi var nogle stykker der først på aftenen gik i gang med at rive mulden ud og tilstræbe en udformning i overensstemmelse med golfarkitektens tegning. Der skulle være 2 niveauer på greenen. Preben Christiansen, Palle Hemmingsen, Erik Andreasen og undertegnede forestod planeringen af mulden, men det blev efterhånden sen aften og til sidst så mørkt, at vi ikke kunne se, hvad vi gjorde. Vi enedes derfor om at fortsætte søndag morgen. Men da vi ankom søndag morgen, havde John "Greenkeeper" i tillid til, at vi som lovet havde færdiggjort greenen, tilsået og tromlet. Det er historien bag denne greens lidt særprægede form.

Bechmanns maleri

Også i og omkring klubhuset var der sideløbende med banens etablering livlig aktivitet. Der var ingen problemer med at få klubbens første medlemmer til at bruge flere weekends på installationer af de første 2 træskure, som vi nærmest vederlagsfrit fik stillet til rådighed. De var heller ikke mere værd, men ved en ihærdig indsats lykkedes det at få husene til at blive anvendelige. Erik Helmer stod for de elektriske installationer, Henrik Jørgensen for VVS og mange medlemmer anvendte flere weekends på at tømre og male indvendig og udvendigt. Nogle af de flittigste var ægtefællerne Bechmann, der malede det første skur udvendigt.

Den ene malede den øverste halvdel og den anden den nederste. Den hos produkthandleren indkøbte maling var formentlig ikke af nyeste og bedste kvalitet, eller en af ægtefællerne havde måske glemt at røre rigtigt op. Da den ene malede den øverste halvdel af facaden mod vejen og den anden den underste, og da farverne absolut ikke var sammenfaldende, blev den øverste del af huset mørk og den nederste lys. Ved frokost var spandene vist blevet forvekslet for nu blev den øverste del lys og den nederste mørk. På den måde fik klubbens første hus en smuk og ternet facade mod vejen.

Per Værndal omtaler de vanskelige økonomiske forhold i starten. Det må så absolut være min opgave at fremhæve, hvad Per Værndal af gode grunde ikke selv kan. Uden Per Værndals ekspertise og betydelige arbejdsindsats, var det ikke lykkedes klubben at komme igennem de første år. Som rigtigt af Per Værndal påpeget fik vi slet ikke den forventede medlemstilgang, selv om pionerskaren søndag efter søndag holdt åbent hus og selv om der var rigtig mange gæster til disse arrangementer. Økonomien var katastrofal. Men det tjener til Per Værndals ros, at han ikke  alene reddede klubben økonomisk, da krisen kradsede allermest, men også at han med sin entusiasme og energi i så betydelig grad er skyldig i, at vi i dag har denne dejlige golfbane.

Revisoren, Politimanden og Advokaten

Det foregik yderst primitivt i de første år. Jeg forsøgte sammen med Kirsten Hedin at udgive et medlemsblad med klip og kopiering, og derved fik vi kommunikation medlemmerne indbyrdes, om end det foregik på en yderst primitiv måde. I vores hyggelige og beskedne klubhus udvikledes et særdeles godt klubliv. Der var såvel vinterturnering med Bjarne Hansens pragtfulde supper og i sommersæsonen fór tirsdagsdamerne og torsdagsherrerne rundt på de første 9 og temmelig primitivt anlagte golfhuller.

I klubhuset havde vi en cigarkasse med penge og et par kasser øl og vand, så der foregik høflig selvbetjening. Men spiritusbevillingen havde vi glemt. Af uforklarlige veje kom det bevillingspolitiet for øre, og klubbens bestyrelse, bestående af en revisor, en politimand og en advokat, måtte stå skoleret på bevillingskontoret og vi afventede en bøde, der bestemt ikke passede ind i vort anstrengte regnskab. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at anklageren i Glostrup Politikreds tillige var formand for Jernbaneklubben på Hedehusgården.

Ved en anden tilfældighed besøgte jeg Hedehusgården og blev budt indenfor i et køkken, hvor der under et bord stod nogle kasser sodavand og øl og ovenpå bordet en cigaræske, hvori man kunne lægge penge for fornøjelserne. Jeg spurgte forsigtigt, om jernbaneklubben havde bevilling. Vi hørte aldrig noget fra bevillingsmyndighederne mere, men da vi senere fik opsat en automat med øl og vand, søgte vi naturligvis og fik den fornødne bevilling.

En rigtig 18-hullers golfbane

De første par år i min formandstid var fortsat økonomisk set vanskelige år. Der var driftsunderskud både i 1989 og 1990, og først i 1991 lykkedes det os med lidt kontingentforhøjelse og medlemstilgang at opnå et driftsoverskud. Men siden da og især efter banens udvidelse til 18 huller, gik det stærkt med medlemstilgangen og jeg tror ikke, vi et eneste år i min resterende formandsperiode havde driftsunderskud.

I 90'erne var Allan Kristensen tiltrådt som træner og John Greenkeeper Petersen var fortsat den, der styrede banen sammen med baneudvalgsformand Carl Horn. Samarbejdet mellem sidstnævnte 2 var uden sidestykke og banen blev udbygget igennem årene, således at anlægsudgifterne i et vist omfang indgik i driften. På denne måde undgik klubben at optage yderligere lån i forbindelse med baneanlægget og der blev i begyndelsen af 90'erne arbejdet hårdt på at nå det længe ønskede mål: 18 huller. For at stimulere medlemstilgangen etablerede vi prøvemedlemskabsordninger med undervisning både i praksis og teori, og der blev arrangeret matcher, hvor de mere erfarne golfspillere gik ud sammen med begynderne for at hjælpe med den vanskelige indførelse i spillet.

I 1989 indtrådte Carsten Fälling i bestyrelsen og han havde nogle år forinden påtaget sig opgaven som redaktør for medlemsbladet, der derved fik annoncefinansiering og et langt mere professionelt udseende. Samme år plantede Transportgruppen v/ Benny Winther popler, hassel og syren langs venstre side af hul 5 for derved at skærme mod de gamle grusgravningsbygninger, der lå mod vejen. Det var en smuk gestus og man kan i dag glæde sig over denne bevoksning, der i høj grad er en del af spillet på hullet.

I begyndelsen af 1990 var der ca. 650 aktive medlemmer i klubben. Alligevel lykkedes det os på basis af dette forholdsmæssigt beskedne medlemsgrundlag at færdiggøre banen med 18 huller samme år, som klubben fyldte 10 år. Transportgruppen v/Benny Winther meldte sig igen som sponsor med en mild præmie- og gaveregn til den efter omstændighederne storslåede fest der, i anledning af 10-års dagen og samtidig banens indvielse med 18 huller, blev afholdt i maj måned med indvielsesmatch og fest på Vindinge Kro.

Selvom et par huller på grund af manglende færdiggørelse fra grusgravernes side i banens østligste del, fortsat var midlertidige, havde vi nået vort mål: En rigtig 18-hullers golfbane. Jeg kunne fremhæve mange medlemmer, der med den sande pionerånd var med til at gøre dette muligt på et overordentligt spinkelt økonomisk grundlag. Både i hus og på banen udførte medlemmer med forskellige kvalifikationer et overordentlig værdifuldt og dygtigt arbejde, der fuldendte det grønne mirakel på Hedeland.

Efter banens udvidelse til 18 huller kom der for alvor gang i medlemstilgangen og i løbet af et par år var vi de 1.000 medlemmer, der var sat som mål og samtidig af generalforsamlingen var besluttet som grænse. Herefter måtte der etableres ventelister og det var en ganske ny og ejendommelig situation.

Nyt klubhus

På forårets generalforsamling i 1992 var økonomien i den grad stabiliseret og medlemsgrundlaget tilstede, så jeg som afslutning til min årsberetning kunne lægge op til debat om opførelse af klubhus. På det tidspunkt var pladsen i omklædningsrum og proshop alt for lille og der var en uoverskuelig trængsel i de gamle træbygninger, når der var match om søndagen.

Bestyrelsen nedsatte derfor i foråret 1992 nogle arbejdsgrupper, der skulle bearbejde forskellige projektmuligheder for nyt klubhus. Projekterne blev bekendtgjort i medlemsbladet og omfattede tre projekter med nyopførelse af klubhuse og et fjerde projekt, der indeholdt en udvidelse og udbygning af de bestående træbygninger. I foråret 1993 besluttede generalforsamlingen sig for det klubhus, vi har opført i dag. Finansieringen af huset blev særdeles problematisk.

Efter kartoffelkur og tvangsauktionsbølge frem til begyndelsen af 90'erne ville realkreditinstitutterne overhovedet ikke have noget med sportsanlæg at gøre. Kreditforeningerne havde tabt alt for mange penge på opførelse af sportshaller rundt omkring i landet, hvor økonomien ikke havde kunnet holde sammen og hvor kreditforeningerne havde måttet afskrive store beløb. Selv om der ikke var noget til hinder for at belåne bygning på lejet grund, ville ingen af de på daværende tidspunkt eksisterende kreditforeninger give os lånetilbud. Vi var rundt med ansøgninger til dem alle. Vi måtte ty til vores bankforbindelse, daværende Unibank i Hedehusene, der påtog sig finansieringen. Betingelsen var imidlertid, at vi kunne formå vore medlemmer til at indbetale ekstraordinært ca. 1 mill. kr., hvorefter banken lånte os 2 mill. Vi etablerede et arrangement med forudbetaling af kontingenter og på den måde lykkedes det os at få klubhusbyggeriet finansieret.

Erik Andreasen og Palle Hemmingsen var de bærende kræfter omkring selve byggeriet, medens Alver Wagnild stod for indretningen. Det var et omfattende arbejde, men det var en stor dag, lørdag den 7. maj 1994 - ca. 14 år efter klubbens etablering - at kunne deltage i den officielle indvielse med reception, mange gæster, smukke taler og gaver fra medlemmer, naboklubber, sponsorer m.fl. Proshoppen fik nu ordentlige betingelser for sin virksomhed i den resterende del af det oprindelige klubhus, der blev lagt ind under det nye klubhus' tag, en dejlig restaurant og gode omklædnings- og badeforhold var sammen med et fornuftigt etableret kontor og mødelokale indholdet af dette udmærkede bygningsværk. Der kom herefter for alvor gang i ventelisterne, som næsten ingen ende ville tage og det blev også langt lettere at formå erhvervsvirksomheder til at yde sponsorbistand, hvilket til stadighed er et velkomment tilskud til klubbens økonomi.

Samme år som klubhuset blev indviet blev der også gennemført betydelige forbedringer på banen. Det automatiske vandingsanlæg blev udvidet til at dække næsten hele banen, søen på hul 16 blev restaureret med fibertex og dug, således at der til stadighed vil være vand i hullet. Søen ved hul 12 blev ligeledes færdigetableret og efterfølgende blev indspilgreenen bag øvelsesgreenen etableret.

Par 3-banen var blevet udvidet fra 6 til 9 huller. Carl Horn var arkitekten bag par 3-banen. Efter min opfattelse fungerede den fantastisk godt, og de medlemmer, der har oplevet en stille sommeraften med solnedgang og Øresundsudsigt har fået en fredelig og smuk oplevelse. Det er lidt synd, at banen i dag er omlagt, og det er min personlige opfattelse, at det er forholdsvis få medlemmer, der har glæde af en rated bane, mens der var mange medlemmer, der havde stor glæde af banens oprindelige udformning.

I efteråret 1994 blev 18-hullers banen rated. Dette medførte, at nogle af herrernes tee-steder blev flyttet nogle meter bagud og flere af damernes teesteder flyttet frem. Hermed var baneanlægget afsluttet, stort set som vi kender det i dag.

Sporten, talenter og resultater

Så må vi jo ikke glemme det sportslige. Udover motionsgolferne deltog en stor del af klubbens medlemmer i de mange matcher på banen og i holdturneringer rundt i landet. Vi har fostret mange dygtige talenter. Mest iøjnefaldende er naturligvis Rikke Rasmussen, der i dag spiller på Europatouren. Rikke brillierede ud over en lang række klubmesterskaber med i 1994 at blive junior Danmarksmester og at komme på juniorlandsholdet.

I 1995 vandt hun den landsdækkende Teen-Tour over 4 matcher, og det var formentlig her, Rikke fik sit første og afgørende gennembrud. Udover at træne for at udvikle sit store talent, brugte Rikke også mange timer på at træne mindre juniorer og må i det hele taget siges at være blevet en af klubbens største gevinster.

På klubbens første divisionshold var foruden undertegnede, Per Værndal, Mogens Nielsen, klubmesteren, år efter år, Aage Clausen, Hans Christian Eisen og Henning de Lony. Først i firserne var handicapniveauet 6-10, men vore modstandere i den daværende 3. og lavest rangerende division havde såmænd tilsvarende handicaps. Heldigvis har divisionsholdene udviklet sig i årenes løb og i min formandsperiode var det især damedivisionsholdet, der først i 90'erne brød igennem med oprykning til 2. division. Danmarksturneringens næstbedste række.

Klubben har også deltaget i turneringer for hold, der arrangeres på forskellige handicapniveau hvert år og i 1990 vandt vort C-hold (handicap min. 21/25) Danmarksmesterskabet i denne holdturnering. Holdet bestod af Esbern von Mehren, Svend Mortensen, Peter Henriksen, Hans Nilausen, Else Winther og Lizzi Jørgensen. Mange af holdets modstandere kendte dårligt nok klubben, så det var en pæn overraskelse, at et hold fra Hedeland for første gang kunne blive danmarksmestre. Men udviklingen tog fart og vore golfere blev bedre og bedre. Allerede året efter vandt B-holdet og i 1993 blev både A-hold og D-hold danmarksmestre.

Siden har flere hold gentaget succesen. Hvert år siden klubbens stiftelse har der været afholdt klubmesterskaber. I de første år var det nødvendigt at spille klubmesterskaberne på fremmede baner. Vi gæstede Korsør et par år og Nyborg. Det sidste år, inden vi forsøgsvist rykkede mesterskabet hjem på egen 9-hullers bane.Alle mesterskaberne blev i de første 3-4 år vundet af Aage Clausen på herresiden og Lone Værndal på damesiden. Personligt savner jeg lidt den gamle tavle, der sad i klubhusets mellemgang, og hvor man kunne læse om de forskellige klubmestre siden klubbens start. For mig er en sådan tavle en væsentlig del af klubbens historie og jeg kan kun hermed fremsætte håb om, at kommende bestyrelse vil overveje genopsætningen.

Alle de sportslige resultater såvel på banen som på andre baner kunne vi i årenes løb læse om i medlemsbladet, hvor Finn Høeg havde overtaget redaktionen. Esbern von Mehren støvede flittigt alle resultaterne op og bragte dem i en resultatbørs i hver eneste udgave af medlemsbladet.

Jeg vil benytte lejligheden til her i skriftlig form at bringe de medlemmer, som udførte et stort arbejde for klubben i min tid som bestyrelsesformand en stor tak for denne uegennyttige og entusiastiske indsats. Det gælder både mine kollegaer i bestyrelsen, greenkeeperen John Petersen, der for en beskeden løn udførte et kæmpearbejde, restauratør Aage Uldahl, udvalgsmedlemmer m.fl. Der var nok i den omhandlede periode omkring et halvt hundrede medlemmer, der ofrede snesevis af timer på at forbedre forholdene på bane og i hus til glæde for os alle.

I de sidste 3-4 år af min formandsperiode arrangerede jeg årligt et møde med de andre klubber, som fandtes på Hedeland. På disse møder deltog formænd eller bestyrelsesrepræsentanter fra Modeldampklubben, Rideklubben, Sportsfiskersammenslutningen, Veteranbanen, Hedelands Motorklub og Islandske Heste. Mødets formål var dels at orientere hinanden om klubbernes aktiviteter og dels et forsøg på at tilvejebringe et samarbejde og et sammenhold for det tilfælde, at en eller flere af klubberne skulle blive mødt med offentlige estriktioner, afgiftsopkrævninger eller lignende.

På et tidspunkt i begyndelsen af 90'erne drøftede politikerne ivrigt muligheden for at opkræve en lejeafgift af klubberne. Selv om der ville have været tale om en forholdsvis lav kvadratmeterleje, ville noget sådant have påført golfklubben en kæmpe udgift på grund af det store areal, klubben vederlagsfrit disponerer over, men de andre klubber, om end de disponerede over langt mindre arealer, ville også få økonomiske problemer, fordi flere af klubberne næsten ingen indtægter havde. På en eller anden måde tror jeg, at I/S Hedelands kendskab til disse omtalte formandsmøder i nogen grad påvirkede den endelige beslutning, hvorefter tanken om lejeafgift blev opgivet. I de 16 år jeg havde fornøjelsen at deltage i klubbens bestyrelse havde jeg også den store oplevelse at se ingenting i 1980 udvikle sig til intet mindre end et grønt mirakel med en stor international 18-hullers bane med et layout som mange klubber vil misunde. Med en ganske fortrinlig 9-hullers par 3 bane og med et klubhus med alle nødvendige indretninger og installationer, særdeles gode træningsfaciliteter og endeligt da jeg fratrådte i 1996, finder jeg det bemærkelsesværdigt, at den dengang fratrædende bestyrelse kunne aflevere dette fuldstændige baneanlæg og alene med en bankgæld på ca. 1,9 mill. kr. Et baneanlæg der måske i dag vil koste 40-50 mill. kr. at opføre.

Baneanlægget udmærker sig ikke alene ved sit golfarkitektoniske layout, men også af de omstændigheder, at der er rigeligt plads mellem fairways. Så rigelig plads, at vi samtidig oplever et rigt fugle- og dyreliv på golfbanen og i de nærliggende områder. Alle kender formentlig tårnfalkene på Maglehøj. John Greenkeeper satte kassen op samtidig med banens anlæg, så tårnfalkeboet har formentlig også jubilæum. Nogle golfere har sikkert også været så heldige som jeg en sommer at opleve de klodsede tårnfalkeunger hoppe ud af kassen og stå på bakken med udbredte vinger og vente på, at vestenvinden skal løfte dem i vejret.

I forbindelse med banens anlæg boede en grævlingefamilie i nærheden af 7. green, men da sti- og broanlæg over Roskilde-Greve vejen blev anlagt, fortrak grævlingen klogelig. Et forår havde vi et par dådyr løbende rundt på banen, men de var vist nok undsluppet fra daværende naturpark i Vindinge. Landskabsarkitekt Erik Juhl, I/S Hedeland, der altid har været en fortræffelig samarbejdspartner, har under sine spændende foredrag ofte fortalt om den lille præstekrave, der kun yngler et par steder i Danmark. Vi havde præstekravefamilier i mange år både ved søen på hul 6 og ved søen på hul 16. Præstekraverne har imidlertid de sidste par år valgt at udvandre til Vindinge-området, hvor man om sommeren stadig kan se dem pile af sted langs søbredden. Hedeland er et pragtfuldt sted og golfbanen er områdets centrum.

Jeg vil afslutte med en tilkendegivelse om, at min tid i bestyrelsen, herunder 7½ år som formand, nok har været noget af det bedste, jeg har oplevet. Golfklubben og golfbanen blev en del af mit og min families liv og det har været en fornøjelse at få lov og lejlighed til at skrive nærværende indlæg, som samtidig medførte en genoplevelse af mange dejlige stunder. Jeg håber, at fremtidige bestyrelser vil tage vare på det, der er blevet skabt her, således at golfbanen midt i den store grusgravsørken fortsat vil fremtræde som et grønt mirakel.

Uno Ternstrøm

Hedeland Golfklubs
sponsorer