Nyt fra bestyrelsen
Oprettet 29. juni 2009,
Kære medlemmer Den 29. Juni 2009.
Dagligdagen i Golfklubben Hedeland
Det er nu godt og vel 100 dage siden, vi havde generalforsamling i Golfklubben Hedeland med blandt andet det resultat, at en forholdsvis ny bestyrelse så dagens lys.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at starten har været en lille smule hård med de mange udskiftninger på vitale poster i klubben, ligesom det heller ikke i alle tilfælde har været muligt, at indfri de mange forventninger, der er kommet til udtryk i den forløbne tid.
Jeg vil efterfølgende give en status over de væsentligste ting, vi har arbejdet med i bestyrelsen indtil nu og afslutningsvis nævne de aktiviteter, der påregnes iværksat i den kommende tid :
• Gennem et proaktivt samarbejde med Jesper og co. fremstår Bistroen i dag som et hyggeligt og naturligt samlingspunkt for klubben medlemmer.
• Der er stillet lokale til rådighed til proshop med henblik på at skabe de bedste rammer for Steve og Frank.
• Jan Ebdrup og hans stab arbejder hårdt med at højne banens standard.
• Ved hjælp af medlemsundersøgelsen er der som noget helt nyt p.t. etableret følgende frivillige team, der tager sig af viceværtopgaver med Mogens Vemmelund og Knud Sommer som tovholdere, baneservice med Lars Juhl som tovholder og et serviceteam under Ella Sommers vinger, der skal sikre en udvidet åbningstid af sekretariatsfunktionen i weekenderne. Som opfølgning på havearbejdet rundt om klubhuset er der fastsat en male klubhusdag i uge 29 - få den nu ind i kalenderen.
• Parkeringspladsen har vi været nødt til at dele op i etaper og har i øjeblikket fået færdiggjort indkørslerne, etableret en ordentlig vaskeplads og forbedret adgangsvejen til klubhuset.
• Sekretariatet er ved at være til bunds med fortidens efterslæb og kan agere fremadrettet som forudsat og ønskeligt. Golf-box er implementeret, evalueret og justeret.
• Der er afholdt medlemsmøder vedrørende banen , ligesom den generelle information og dialog via opslag i klubhuset og på hjemmesiden er intensiveret.
• Der er etableret et netværksprogram for klubbens sponsorer.
• Via Golfens dag og et kanontilbud er der mere end 70 prøvemedlemmer på Maglehøj under kyndig vejledning af kaninudvalget. Der er taget kontakt til skoler i området for at få børnene interesseret i golfens mysterier.
• Der er afholdt konstruktive møder med ”klubber i klubben” og alle vitale udvalg er tæt besat og der er afstukket retningslinier og rammer for resten af sæsonen.
• Driving range er blevet udstyret med en effektiv boldopsamler.
• Der arbejdes med en forsøgsordning vedrørende brug af starterhuset.
Vi er i øjeblikket i færd med at analysere klubbens økonomi sammen med klubbens revisor og bestyrelsen vil , ligeså snart der foreligger et kvalificeret overblik, vende tilbage med et oplæg til den videre udvikling af ikke mindst banen, men også færdiggørelsen af parkeringspladsen. Der vil blive udfærdiget en plan for hvert eneste hul på 18. hullersbanen – en plan der rummer såvel aktiviteter på kort sigt som på lidt længere sigt.
Den korte version af vores økonomi er, at vi har haft en del udgifter, vi ikke havde kendskab til ved budgetlægningen - i første række efterlevelse af Arbejdstilsynets og Levnedsmiddel styrelsens påbud i køkkenet og en opgradering af elforsyningen til hele klubhuset . Hertil skal lægges, at der p.t. udstår et større beløb i restancer i forbindelse med kontingentopkrævningen – disse er nu overgivet til incasso. Læs mere herom i referatet fra seneste bestyrelsesmøde – er på vej.
På indtægtsdelen er situationen den, at vi på sponsorsiden holder skindet på næsen og kan glæde os over, at antallet af greenfeegæster for første gang i flere år er over budgettet – angiveligt fordi vi har ændret på boldrendeprincippet.
Som du kan se, er der tunge sager på dagsordenen til bestyrelsesmødet i august. Umiddelbart herefter vil der komme en fyldig information om resultatet med forslag til den videre udbygning af klubben.
Jeg vil slutte dette sommerbrev med at sige jer alle en stor tak for jeres tålmodighed, en endnu større tak til alle de, der allerede udfører et frivilligt arbejde for klubben og samtidig opfordre endnu flere til at melde sig under fanerne. Det er sjovt, det giver indsigt, det giver sammenhold og så har klubben brug for din hjælp. Har du tid og overskud så kontakt Jens Elvang i sekretariatet.
Alle klubbens medlemmer ønskes en fortsat god sommer med masser af god golf.
Med venlig hilsen
Jens Børsting, formand.
NB Der har desværre været et enkelt tilfælde af indbrud i en bil på parkeringspladsen – så lad nu være med at lade præmiechecken ligge fremme i forruden.




























- Website er optimeret til IE7 & FF3 og supporterer IKKE længere IE6!