Kommunikation er en god ting, især når det lykkes.
Oprettet 6. maj 2009,
Kære medlemmer af Golfklubben Hedeland.
Allerførst tak for de mange positive tilkendegivelser vedrørende de mange gode fremskridt i Golfklubben Hedeland.
Dejligt, at så mange deler bestyrelsens opfattelse af, at banen holdes i god stand, at proshoppen pynter på visitkortet, at Bistroen er blevet et velbesøgt samlingspunkt og at der i sekretariatet bliver ryddet op i sagerne.
Til de faste og ihærdige kritikere af bestyrelsens arbejde vil jeg gerne gøre opmærksom på følgende forhold:
Minde om, at bestyrelsen, der er valgt af medlemmerne på en lovlig generalforsamling, udfører et frivilligt arbejde i deres fritid. At skulle informere om ”alt mellem himmel og jord” ville kræve en daglig tilstedeværelse i klubben, hvilket ikke er tilfældet og ej heller det grundlag, vi har ladet os vælge på.
Vi i bestyrelsen ser det som den fornemste opgave, at respektere flertallet og dermed generalforsamlingens beslutninger. Skulle vi agere på, hvad enkeltmedlemmer måtte ønske af dette eller hint, kunne det hurtigt komme til at se broget ud.
Derfor vil vores kræfter fremover blive prioriteret i respekt herom og forhåbentlig til gavn for de mange medlemmer, der uden den helt store ståhej bidrager til, at klubben kan udvikle sig.
Det er ikke sandt, at bestyrelsen ikke ønsker dialog – tværtimod. Det er blandt andet derfor, vi gennemførte medlemsundersøgelsen i slutning af 2008. Det er de mest iøjenfaldende resultater derfra, som indgår i den fortsatte drift af klubben. Endnu en gang tak til alle de medlemmer, der har sagt ja til yde et konstruktivt bidrag til dagligdagen i klubben – der vil være bud efter jer.
Chefgreenkeeperen har i øvrigt i brevet fra den 30. april 2009 adviseret, at der vil blive indkaldt til medlemsmøder om banens fortsatte udvikling.
Den daglige drift af golfklubben varetages af sekretariatet under ledelse af en forretningschef. Hertil hører naturligvis også orientering til klubbens medlemmer om forhold af almen interesse.
Når jeg læser nyhedsoversigten, finder jeg uden besvær referatet fra det bestyrelsesmøde den nye bestyrelse hidtil har afholdt, fyldig information fra chefgreenkeeper og chefpro`en, møder vedrørende baneservice, information fra sekretariatet om golfbox og boldrendetider etc.
At sekretariatet på det seneste og i den næste uges tid fortsat er ramt af syg- dom er selvfølgelig brandærgerligt i forhold til hele tiden at være på forkant med seneste nyt, men de kommer stærkt igen – og god bedring til Jens Elvang. Var rar at huske, at denne situation sammen med det gode golfvejr har betydet stort pres på sekretariatet og dermed for Lars.
Næste ordinære møde i bestyrelsen afholdes den 11. maj 2009 – vi kan af gode grunde ikke udsende informationer fra møder, før de er afholdt.
Jeg kan berolige med, at vi naturligvis ikke arbejder med forhold ved og omkring vores samlede anlæg, uden at det har været drøftet med og godkendt af I/S Hedeland med hvem, vi har et velfungerende og konstruktivt samarbejde. Et forhold, der naturligvis også omfatter de berørte kommuner.
Der er for mig ingen grund til løbende at minde hinanden om, hvad tidligere bestyrelser har vedtaget af planer under helt andre forudsætninger. Nu er virkeligheden den, at krisen kradser og som bestyrelsesformand ser jeg det som min fornemeste opgave, at Golfklubben Hedeland kommer godt og bæredygtigt igennem.
På samme måde er det min helt klare opfattelse, at bestyrelsen skal sikre, at også klubbens vedtægter efterleves. Dette har betydet, at eksempelvis § 4 om udmeldelsesregler har måttet præciseres for flere af vores medlemmer.
En nærlæsning af vedtægterne giver heller ikke bestyrelsen bemyndigelse til at etablere særordninger o.l., hvilket også efter min opfattelse ville være at gøre grin med alle de medlemmer, der betaler for at spille.
Penge skal der til og i takt med, at kassen forhåbentlig fyldes, vil der blive arbejdet videre med de planlagte aktiviteter med p-pladsen som 1. prioritet. Det er dog allerede besluttet, at vaskepladsen nu gøres helt færdig med riste og en større kompressor – her er der leveringstid, men indenfor de næste 14 dage skulle det meget gerne være på plads. Endvidere vil der blive arbejdet med indkørslerne. Noget alle vist ser frem til.
Som bestyrelsesformand har jeg sammen med den øvrige bestyrelse lagt vægt på, at den sikreste vej til udvikling er at sørge for, at den daglige drift kører på skinner og det er min bedste vurdering, at vi er kommet et pænt stykke ad vejen.
Men lad mig da i al venskabelighed gøre opmærksom på, at er man ikke enig i den vurdering og dermed fortsat stærkt utilfreds med tingenes tilstand, står det enhver frit for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, jf. klubben vedtægter § 6 og ad den vej søge selv at ændre forholdene i den ønskede retning.
Mange sportslige hilsener
Jens Børsting, formand




























- Website er optimeret til IE7 & FF3 og supporterer IKKE længere IE6!