Fairwaykvalitet

Oprettet 14. maj 2010,


Lidt om fairwaykvalitet.

En debat der er begyndt på hjemmesiden.

Fairways er perfekte om sommeren, når de er grønne, tørre, velklippede, veldefinerede og nyklippede i den rigtige klippehøjde.

Klippehøjder.

Der er forskellige klippehøjder på golfbanen. Greens klippes i 5mm om sommeren og aldrig mindre. Vi hæver klippehøjden i forår og efterårsperioderne til 7mm.  Med en moderne greenkonstruktion har man så et kraftigt rodnet med en dybde på 30 cm. Det er også dybden på vækstlaget, og dermed det spisekammer planten kan optage næringsstoffer og vand fra. På vores bane der har vækstlag af "Push up" typen er rodlængden noget mindre. Det skyldes, at vækstlaget meget nemt falder sammen og komprimeres. Vi må så lufte meget mere, så vi kan opretholde fornuftige vækstbetingelser. Selvom rodlængden er kortere kan vi ikke lade græsset vokse for at tilfredsstille ønsket om øget rodlængde, da det vil forringe boldrullet betragteligt.  Det må vi kompensere for ved rigtig græspleje, som er korrekt vanding, gødningstilførsel og et veltilrettelagt luftnings- og topdresningsprogram. Samme plejeprogram burde være en selvfølge på teesteder, fairways og semirough.

I Hedeland er der dårlige vækstbetingelser, så vi må kompensere med meget store plejebudgetter og lufte, topdresse, efterså med de rigtige turfgræsser og sidst men ikke mindst prøve at dræne så godt som de er muligt.

Fairways på danske baner klippes  i højderne 12mm til 20mm igen afhængig af græstyper, jordbundsforhold og plejeprogram. Lav klippehøjde give mange planter pr. m2 og god boldkontakt. Sættes klippehøjden op, bliver der længere imellem planterne. Vilde græsser er normalt ikke egnede til tætklippede arealer som der kræves af en fairway. Hovedparten af de græsser, der findes på vores fairways, er af mere eller mindre vild herkomst. Altså får vi en ringe fairwaykvalitet.

Vejret.

Der er rodvækst ved en temperatur på 6 grader og topvækst ved 8-9 grader. Det er ikke voldsom vækst, men det kommer i gang. Vi begynder derfor at klippe med mellemrum for derigennem at øge græssets evne til at brede sig ved hjælp af sideskud. Denne skudtæthed øges ved konstant klipning og ikke ved at vente på, at rødderne bliver unødigt lange.

Et vådt vækstlag er koldt og er dermed med til at forsinke væksten i et koldt forår. Det er også årsagen til, at der vælges  rent sand til et moderne vækstlag. Er det for tørt går planten i dvale og venter på vandet kommer.

Vi har i år haft koldt vejr. Derefter tørt i en meget lang periode men stadig koldt. Alt det sammenholdt med et dårligt vækstlag og mangel på pleje giver samlet det resultat vi har nu. Tåldmodighed er en dyd, det skal nok blive godt, men det er senere end baner med bedre eller optimale vækstforhold.

 Fairwayvanding.

Vi kan ikke vande fairways som man må på nogle baner. Specielt i Sverige vandes der væg til væg for at tilfredsstille kunderne. I Danmark har vi tradition for at passe godt på grundvandet og det mener jeg vi skal fortsætte med.

Nyd at banen veksler imellem grøn og våd og til perioder med tørre fairways. Det er meget forskellig golf, der skal spilles ,og det får i for samme lave kontingent.

Jeg glæder mig også til det bliver rigtig sommer

Nyd det

Mvh Jan Ebdrup

Keeper of the green